The 48 Laws of Power
Forstå hvordan personlig magt og indflydelse opbygges
Ingen ønsker mindre magt og kontrol end de har nu – alle vil have mere. Magt over situationer og mennesker. De som har magt, har ikke fået den foræret ved en tilfældighed. Magt skabes i stedet gennem bevidste strategier og metoder. Ved at studere metoderne kan du forstå magtens kilder, og ved at bruge dem kan du knuse dine konkurrenter.
Jeg stødte første gang på den lille, men slagkraftige bog “The 48 Laws of Power” i en bogreol blandt bøger om ledelse og organisationsudvikling. Da jeg slog op i bogen blev jeg lettere chokeret. Slår man tilfældigt op vil man nemlig opdage, at der blandt de 48 love bl.a. findes love som:
- Skjul dine intentioner
- Stol ikke for meget på venner – lær at bruge fjender
- Få andre til at gøre arbejdet for dig – men tag altid selv æren
- Opbyg usikkerhed omkring dig for at fremstå stærkere
- Lær at få andre til at være afhængige af dig
Flasket op med koncepter som Situationsbestemt Ledelse, Værdibaseret ledelse, selvledelse, empowerment og så videre, virkede bogen ved første øjekast absurd – ja nærmest som en parodi a la Svend Brinkmanns vinkler. Men på speed.
Jeg stemplede derfor bogen som nonsens og lagde den tilbage på hylden. Nu, flere år senere stødte jeg på bogen igen, og besluttede mig at læse den.
Bogen indeholder 48 love, eller principper der beskriver hvordan man kan opbygge magt og få en større kontrol over sin omverden og sit eget liv. Alle lovene beskrives grundigt og underbygges af historiske anekdoter om eller citater fra magtfulde personer.
Forfatteren, Robert Greene tager en ikke-moralsk vinkel på, hvordan magt opbygges. Det vil sige, at bogen ikke tager stilling til, om det rent moralsk er rigtigt eller forkert at benytte principperne til at få magt. Dette er en vigtig præmis at holde sig for øje når man læser bogen, idet flere af principperne for mange vil stå i stærk kontrast til normal moralsk (arbejdsmæssig) adfærd. Jeg forstod ikke dette da jeg første gang bladrede i bogen, hvilket var grunden til, at jeg aldrig kom til rent faktisk at læse den.
Når man tager de moralske briller af, bliver bogen imidlertid en stærk kilde til at genkende eller forstå mange af de dynamikker, som ofte foregår på en arbejdsplads – særligt i et større miljø hvor politik, magt og karriere er i høj kurs. Dette kan være værdifuld viden til bedre at navigere i disse miljøer – uanset hvad man mener om disse metoder.
Selvom flere af lovene er kontroversielle, i hvert fald ud fra dansk/nordiske arbejdsnormer, indeholder bogen også love som jeg tror flere kunne få gavn af at have i baghovedet i det daglige:
Always Say Less than Necessary
Hvis man forsøger at imponere folk gennem ord kan man komme til at fremstå som værende ude af kontrol. Jo mere man snakker, des større er risikoen for at sige noget forkert. Når man siger mindre kommer man til at fremstå mystisk, intimiderende og magtfuld. Selv hvis man siger noget banalt kan det virke stærkt hvis man siger det på en kringlet og åben måde.
Court Attention at all Cost
Alt dømmes ud fra hvordan det kan ses. Det som ikke ses tæller sjældent. Hvis man forsvinder i mængden bliver man glemt og ligegyldig. Det handler om at skille sig ud og være i øjenfaldende for enhver pris. Gør dig selv til en magnet for opmærksomhed ved at fremstå større, mere farverig og mere mystisk end masserne.
When Asking for Help, Appeal to People’s Self-Interest, Never to their Mercy or Gratitude
Hvis man skal have hjælp fra en anden bør man altid forsøge at finde ud af, hvordan denne tjeneste også gavner den anden person. Ved at spille på hjælperens egen-interesse vil personen være mere end glad for at bidrage (tænk altid “what’s in it for me” fra den anden persons perspektiv og fokusér på dette).
So much Depends on Your Reputation – Guard it with Your Life
Dit omdømme er en hjørnesten i din magt. Med dit omdømme alene kan du intimidere. Hvis du mister eller beskadiger dit omdømme bliver du sårbar, og det kan være svært at få omdømmet tilbage.
Re-Create Yourself
Man skal aldrig blindt acceptere den rolle og det mærkat omverdenen har påført en. Man skal løbende genopfinde sig selv og kontrollere sit image så det passer til det behov man har.
Enter Action with Boldness
Hvis du er usikker på noget, så lad være med at gøre det. Din tvivl og tøven vil påvirke din eksekvering negativt. Det er farligt at være sky og forsigtigt – det er bedre at gå ind til opgaverne med stor kraft og dristighed. Alle beundrer den stærke som tror fuldt ud på det han gør – ingen misunder den forsigtige.
Be Royal in your Own Fashion: Act like a King to be treated like one
Den måde du tænker om dig selv vil ofte bestemme hvordan du bliver behandlet. På lang sigt vil folk ikke respektere dig hvis du fremstår almindelig eller uden høje tanker om dig selv. Opfør dig royal og vær selvsikker på dig selv og dine evner, og du vil fremstå som en der er værdig til at bære kronen.
Når du læser bogen vil du helt sikkert genkende nogle af lovene både hos folk du anser som succesfulde og respekterede, men også hos de som er succesfulde, uden at du kan forene dig med deres adfærd. Uanset typen vil de helt sikkert – bevidst eller ubevidst – benytte sig af en række af bogens metoder.
Nogle af lovene vil du afsky, men du vil nu være i stand til at navigere i dem når du ser dem. Andre af lovene vil du dog med garanti selv kunne bruge i et givent omfang til at styrke din egen magt og/eller succes.