The Last Lecture

Professor Randy skulle dø. Inden for 2 måneder sagde lægerne. Måske 6.

I en alder af 47 blev Randy Pausch diagnosticeret med kraftig og uhelbredelig bugspytkirtelkræft. Randy havde en kone og tre små børn, hvoraf den ældste var fem år, og kunne på ingen måde give sine børn den opdragelse og start på livet som han ønskede. Han ville aldrig komme til at opfostre sine børn ud fra de stærke værdier og principper som Randy selv havde fået gennem sine forældre – særligt sin far.

 

“Vi kan ikke ændre på de kort vi får på hånden, kun på hvordan vi spiller dem”

 

I et forsøg på at efterlade noget til sine børn besluttede Randy sig derfor for at samle sine livslæringer i et foredrag med titlen: “At realisere barndommens drømme i den virkelige verden”. Foredraget blev det sidste, Randy afholdte inden han døde. Det blev afholdt på Carnegie Mellon universitet foran flere hundrede studerende. Men foredraget var dybest set tiltænkt hans børn.

Umiddelbart efter foredraget hjalp en forfatter Randy med at samle de vigtigste læringer i bogen “Sidste forelæsning” (The Last Lecture).

 

Som foredragets titel røber, handler Randys sidste budskab om at drømme store drømme og om at opnå disse drømme. Det handler om hvordan man definerer, hvad succes betyder for en selv, og hvordan man opnår den succes. Og så handler det om værdier, integritet og balance. Randy påpeger også, at mens drømme kommer af sig selv – så sker opnåelsen sjældent af sig selv. Alligevel handler det om ikke at være alt for fokuseret på at opnå materiel succes. For Randy handler det istedet om at leve rigtigt, og i selve den proces opnå alt hvad man kunne ønske sig.

 

Gennem personlige anekdoter understreger Randy en række teknikker, principper og gode råd til at opnå disse ting. Randy fortæller hvordan han selv opnåede en del af sine drømme, herunder at blive bidragsyder til World Book Encyclopedia, at arbejde som kreativ “monster opfinder” hos Disney og endda fik lov at prøve NASAs “vægtløshedsmaskine”. Alt sammen fordi han gik efter det, og tænkte ud af boksen for at opnå sine drømme. For Randy er livets forhindringer der står i vejen for at opnå sine drømme, “brick walls” som han betegner dem, alene skabt for at man kan vise hvor meget man virkeligt ønsker at opnå dem.

 

 

Men, påpeger Randy, det handler ikke bare om egne drømme. Man har også en stor pligt til at hjælpe andre på vej med at opnå deres drømme.

 

Selvom Randy er professor, er hans sidste lektion ikke baseret på videnskab og teori. Det er istedet en værdibaseret og personlig opfordring til at få det bedste ud af hver dag i livet, være bevidst om sig selv og arbejde konstruktivt med udfordringer. Denne tilgang indeholder også en opfordring til andre undervisere rundt i verden:

 

“En underviser hjælper bedst studerende ved at hjælpe dem med at reflektere mere over sig selv. Den eneste måde vi kan forbedre os på er, hvis vi udvikler en sand evne til at vurdere os selv. Hvis vi ikke kan det, hvordan ved vi så om vi udvikler os i den rigtige eller i den forkerte retning?”

 

Sidste Lektion består af 63 kapitler som hver repræsenterer et råd fra Randy. Nogle store, nogle små. Herunder følger nogle de læringer jeg bed mest mærke i:

 

  1. Tid er din vigtigste ressource. Tid er er alt hvad du har, og en dag opdager du, at du har mindre end du troede. Styr din tid lige så godt som dine penge og andre ressourcer. Læg planer og vurder løbende om du bruger din tid rigtigt.
  2. Drøm store drømme.
  3. Lad børn drømme og lad dem være kreative. Også selvom det resulterer i, at der males på væggene på værelset. Drømmene vil drive dem fremad som mennesker, og kreativiteten bliver værdifuld når der skal løses udfordringer og opnås drømme i en verden som bliver mere og mere kompleks.
  4. Drømme går ikke i opfyldelse af sig selv. Stop med at brokke dig. Tag ansvar for det du kan, og forvent at lægge noget arbejde i at opnå dine drømme. Dette gælder også børneopdragelse: Fokusér på indsatsen barnet viser – ikke på resultatet (eller manglen på samme).
  5. Alle mennesker har en god side. Det kan nogle gange være umådeligt svært at få øje på den. Men hvis du formår at fokusere på det positive, og være tålmodig, vil du få en hel anden, mere positiv og energifyldt tilgang til verden.
  6. Erfaring noget du får når tingene ikke går som du havde forventet. Acceptér, at der kommer fejltrin og tilbageslag hen ad vejen, og se dem som skridt i at opbygge erfaring og viden.
  7. Held opstår der hvor forberedelse møder mulighed.
  8. Vær ærlig. Hvis du siger sandheden vil folk forstå dig og være villig til at hjælpe dig.

 

Sidste Lektion indeholder altså lige dele holdninger til karriere, børneopdragelse, forældreskab og parforhold, og minder os i bund og grund om at vi skal huske at være gode mennesker over for os selv og for vores børn. Dette via 3 ting som vi skal husk at gøre hele livet:

 

  1. Drøm
  2. Kæmp for dine drømme
  3. Hjælp andres drømme på vej

 

Du kan også se hele Randys “Last Lecture” på Youtube. Mere end 18 millioner mennesker har allerede gjort det.